DRUK udvalgt til Oscar-akademiets shortlist
Filmen “Druk” af Thomas Vinterberg blev kort efter midnat onsdag dansk tid udvalgt til Oscar-akademiets såkaldte shortlist for film til nominering i kategorien Bedste Internationale Film.
Men der er stadig lang vej til selve prisuddelingen, der i år afholdes 25. april i Los Angeles.
Efter udvælgelsen af de 15 film til shortlisten bliver fem af disse 15. marts udvalgt til at være Oscar-nomineret, og blandt dem vil én vinde prisen.
Tre gange tidligere har en dansk film vundet en Oscar for Bedste Internationale Film.
Det var “Babettes gæstebud” af Gabriel Axel i 1988, “Pelle Erobreren” af Bille August i 1989 og “Hævnen” af Susanne Bier i 2011.
Her følger et overblik over, hvordan det er gået de danske film, som tidligere er blevet valgt til Oscar-akademiets shortlist for Bedste Internationale Film.
* 2017: “Under sandet” af Martin Zandvliet.
Filmen blev Oscar-nomineret som en af fem film, men vandt ikke en Oscar.
* 2016: “Krigen” af Tobias Lindholm.
Filmen blev nomineret som en af fem film, men modtog ikke en Oscar-statuette.
* 2014: “Jagten” af Thomas Vinterberg.
Filmen blev nomineret som en af fem film, men modtog ikke en Oscar.
* 2013: “En kongelig affære” af Nikolaj Arcel.
Filmen blev Oscar-nomineret som en af fem film, men vandt ikke en statuette.
* 2012: “Superclásico” af Ole Christian Madsen.
Filmen blev Oscar-shortlistet som en af ti film, men kom ikke videre derfra.
* 2011: “Hævnen” af Susanne Bier.
Filmen gik hele vejen og vandt en Oscar for Bedste Internationale Film.
Kilde: Det Danske Filminstitut
/ritzau/





