Kategori: Filmsiden Anbefaler

Den engelske instruktør Sam Mendes har i nyere tid udmærket sig ved at instruere de to James Bond film, ’Skyfall’ og ’Spectre’. I førstnævnte arbejdede han sammen med den yderst anderkendte filmfotograf, Roger Deakins, som af mange (herunder også mig selv) anses som værende en af verdens bedste.

Det er film, som i den grad er fyldt af testosteron og maskulin måde at gøre tingene på. Det er sikkert sådan, som det er i virkeligheden.

Denne film har jeg ventet på, siden jeg så Star Wars som helt lille, ventet på en afslutning som alle andre fans også har. En afslutningen på en saga der har strækket sig over nu 9 film og flere årtier. Og sikke en afslutning. Det bliver svært ikke, at spoile noget, men jeg skal prøve. Man kan tydeligt mærke, at denne sidste film er lavet med alle fans i tankerne. Alle dine forventninger bliver opfyldt og vi får en fin afslutning på hele familiens Skywalkers rejse og de andre karakterer, både gamle og nye.​

Historien i filmen Honey Boy er netop en sådan historie, hvor manuskriptforfatteren Shia LaBeouf har skrevet om det han kender, og hvad han har på hjertet. Det kan i en historie vise sig at være både en styrke og svaghed

Efter at have set filmen og tænkt over titlen Sorry we missed you, så får den en slags dualistisk betydning. Den helt konkrete arbejdsrelaterede betydning, og betydning der mere er personlig og medmenneskelig. Det er en interessant tanke.

Mit kendskab til Noah Baumbach er primært baseret på hans arbejde som manuskriptforfatter på de to Wes Anderson film, ’The Fantastic Mr. Fox’ og ’Life Aquatic with Steve Zissou’.

Den er ikke til at spøge med. Den Islandske natur er ubarmhjertig til trods for dens uendelige skønhed, vildskab og storslåethed. Måske giver den et menneske nogle helt særlige vilkår og måder at takle livet på. Hvem ved?

Sikke en fantastisk historie. Fra første sekund var jeg bare fange af at se denne film. Det skyldes måske også, at jeg synes at traileren så meget interessant ud. En smule abstrakt, men virkelig smuk at se og lytte til. Og det var fuldkommen samme følelse jeg havde, da jeg sad og så filmen.

En garvet veteran skuer tilbage på et langt liv med gangster-klassikere som Goodfellas, The Departed og Casino på cv’et – Marty Scorsese er tilbage og han har taget hele banden med. Castet er en endeløs kavalkade af gangster genrens favoritter fra både TV og film med Al Pacino, Joe Pesci og Robert De Niro i de alt overskyggende hovedroller. Vi møder Robert De Niro siddende i rullestol på et plejehjem. En aldrende gangster, der kigger tilbage på et langt liv som mafiaens håndlanger. En historie, der tager os forbi Jimmy Hoffas forsvindende, JFK og hvordan han blev valgt som præsident(hvilket også blev hans død), og en utraditionel familiefar, der forsøger at forsørge for hans familie og holde sammen på det hele, trods et arbejde som bestialsk morder for mafiaen. Et job, der beskrives af Robert De Niro således: “I paint houses and do my own carpentry”.

Lad mig først ridse op hvad der interesserer mig i denne anmeldelse. Det interesserer mig for det første om jeg kunne lide 80 % eller mere af musikken. Fungerede strukturen i filmen for mig? Fik man et fyldestgørende indblik i Bossen selv? Var det på en interessant nok måde? Hvor mener jeg at kunne se rum for forbedringer? Er der noget man skal tage højde for og medtage i sine betragtninger, inden man kritiserer det sønder og sammen – eller modsat slet ikke giver det fornuftig, passende og respektfuld feedback.