Ny James Bond-film har fået sin titel
– Skrevet af Martin Riis Larsen
Når den 25. Bond-film får dansk premiere til april, står der “No Time to Die” på biografbilletten.
Filmen, som er den 25. i rækken om den hemmelige agent fra den britiske efterretningstjeneste, har indtil nu gået under titlen “Bond 25”.
Skuespilleren Daniel Craig tager igen kampen op mod internationale skurke, når han for femte gang spiller James Bond i den kommende film.
Han kommer til at spille over for Rami Malek, som bliver filmens primære skurk, og som tidligere i år modtog en Oscar for sin præstation som sangeren Freddie Mercury i filmen “Bohemian Rhapsody”.
“No Time to Die” får danmarkspremiere den 2. april 2020.





