““Dead Silence” er en af de mest undervurderede og glemte gysere i vor tid. Filmen har en original fortælling og et uforudsigeligt plot twist. Og så er den også bare virkelig uhyggelig. ”
Anmeldelse af Nanna Isabella Hjorslev
Resume
Anmeldelse
I anledningen af udgivelsen af “Dead Silence” på Netflix, vil denne udgave af #TBT omhandle netop denne gyserfilm.
“Dead Silence” er en af de mest undervurderede og glemte gysere i vor tid. Filmen har en original fortælling og et uforudsigeligt plot twist. Og så er den også bare virkelig uhyggelig. Der går langt imellem, at jeg finder en gyser, der skræmmer mig på den måde, som “Dead Silence” gjorde, da jeg en lørdag aften satte dvd’en på. Undervejs i filmen sidder man, som seer og forsøger at gætte filmens plot. Selvom der er mange ledetråde undervejs i filmen, kommer det stadig, som et chok, når filmens mysterier til sidst i slutningen løses.
Hvis du er gyserfilm fan og ikke har set “Dead Silence” har du måske allerede hørt filmens soundtrack. Det er nemlig et ganske originalt stykke musik, som gyser film og musik fans gerne skulle være stødt på.
Et soundtrack, der giver kuldegysninger, når man lytter til det, må siges at være perfekt til en gyserfilm og det er lige nøjagtigt det, man får når man hører dette. Du kan lytte til det herunder.
James Wan har et ry for at efterlade små “Easter eggs” i hans film. Sådan et findes også i denne film. Er du fan af Saw filmene, kan du holde skarpt øje og få et gensyn med Jigsaws dukke. Der er ingen tvivl om at James Wan har en svaghed for dukker og man kan på mange måder også se filmen, som inspiration til hvordan han efterfølgende har været med til at designe Annabelle.
Filmens første scene, kan på mange måder virke som en gyser kliche og er desværre lidt for forudsigelig, men ligeså snart scenen slutter og Jamie drager afsted mod Ravens Fair udvikler filmen sig til det bedre. Vi bliver trukket igennem den ene mere uhyggelige location efter den anden. Vi får ikke mange minutter i sikkerhed, før stemningen igen er uhyggelig og vi må sidde på kanten af sofaen og krumme tæer. Specielt i filmens slutscene, hvor Jamie og politibetjenten Lipton tager ud i det gamle teater sidder man spændte og bange på kanten og følger med. Filmens slutning er desuden for vild med dens store episke afsløring af hvad der rent faktisk er foregået hele filmen igennem.
